Skylder man en undskyldning, eller en forklaring til en anden som reelt er udenforstående?
Åh hvor har jeg ofte hørt på en veninde/ven, der med beklagelse i stemmen kunne fortælle mig, at hun/han følte, at hun/han var blevet afkrævet en forklaring på, hvorfor hendes/hans liv er, som det er.
Jeg har erfaret, at man kan møde de der personer, der ikke fatter noget som helst i Brugsen, på P-pladsen, – i toget eller ja de kan faktisk være hvor som helst, og især lige der, hvor man ikke orker at rende ind i netop deres slags.
Men hvad er det for noget? Hvorfor sker det, at man møder et menneske, der ikke kan forstå, at der er nogen, der f.eks. har været sygemeldt med stress, med overbelastning, med slidgigt, syg efter en fejloperation eller depression og faktisk ikke rigtig er komme over det på – lad os sige 14 dage (den tid det tager, hvis man VIRKELIG er syg med influenza). Det værste jeg netop har hørt – og derfor denne artikel – var at en veninde, som er sygemeldt med en meget slem arbejdsskade, som mødte netop den der person, der forbløffet sagde: ”Jamen skal du da ikke snart i gang? – det kan da ikke passe, at du skal blive ved med at gå der og dandere den”. Sidste weekend var der endnu en fortvivlet kvinde, sygemeldt med stress, der sagde til mig, at hun simpelthen ikke vidste, hvordan hun skulle sige fra overfor en person, der sagde: Ej altså nu må du da til at tage dig sammen, lad dog være med at ta’ tingene så tungt, det kan da ikke passe, det kan vare SÅ længe”
Men hvad er løsningen? Personligt synes jeg, det er direkte uforskammet at forsøge at trække en forklaring/undskyldning ud af et andet menneske, og da især hvis det da slet ikke kommer dem ved! Jeg har netop på Facebook set en kvinde, der tydeligt udtrykte, at hun hader selvhjælpsbøger når det drejer sig om stress – de er til ingen nytte, skrev hun. Pudsig nok havde hun da liiiiige selv lavet en bog om hvordan man kommer over stress på bare 12 uger, som hun jo gerne vil sælge. Woooow hvor flot!!! (– ja det var så ironisk). Der er efter min mening ingen opskrift på, hvor lang tid det tager at komme over stress, eller for den sags skyld alle mulige andre sygdomme/overbelastinger. Det er også interessant, at der er nogen, der er af den opfattelse, at det kun kan være svage mennesker, der bukker under og ikke “rigtig kan klare sig”. Dertil må jeg sige, at ALLE kan ryge ned på den ene eller anden måde, det er bare spørgsmål om hvor presset lægges.
Der er et gammelt indianer ordsprog, der siger følgende: Man kan ikke have en mening om et andet menneskes liv, før end man har gået i dennes mokkasiner. Og sådan må det jo være. Man kan reelt kun forsøge at have en mening om noget, hvis man præcist har oplevet nøjagtigt det samme, – og hvad er sandsynligheden for, at to mennesker har de samme oplevelser op gennem livet?
Jeg tror, det er vigtigt at forstå, at alle mennesker har en mening om alt – nogen måske mere end andre, men vi kan desværre ikke undgå, at der er nogen, der har en mening om os. Jeg tror derfor, det er vigtigt at sige til sig selv: Jeg gør det hele, så godt jeg kan, jeg er, hvor jeg er, og jeg skylder ikke udenforstående nogen forklaring overhovedet. Og send så dig selv (og måske den anden, som jo er uvidende) en masse kærlige tanker, – det skylder du dig selv.
Så til alle jer, der ind imellem føler, at nogen skrider over jeres grænser, så tænk: Hvad ved de? Reelt ingenting, og det er OK. Jeg behøver ikke forklare noget som helst 😀