Hoppet ind i år 2016

Hoppet ind i år 2016

Så kom det nye år 2016 – ikke at det som sådan, kom bag på mig, for det var jo uundgåeligt.

Jeg har valgt at hoppe ind i dette nye og helt fantastiske år. Rent bogstavelig talt, så er jeg hoppet direkte ind i det, og de nye muligheder der ligger. Jeg har tidligere ved et årsskifte lavet sedler over de ting, jeg gerne ville opnå i det kommende år. Nogen gange har jeg lagt sedlerne ned sammen med julepynten, for så at finde dem frem igen næsten et år senere. Det har været sjovt at læse de ting, jeg havde skrevet ned, og endnu mere sjovt at opdage, at langt de fleste ting faktisk var noget, jeg havde opnået/fået anskaffet i løbet at året, præcist som jeg ønskede mig det. Det er en lidt sjov ting at gøre, så måske du får lyst til at lave det samme – hvem ved, måske bliver du også overrasket over, hvad der kan ske, når vi ønsker det.

I år lavede jeg noget helt andet, end at forudtænke hvad jeg gerne vil have, der kommer til at ske i år 2016. Ikke at jeg ikke har nogle ønsker og drømme, for det har jeg da helt bestemt,- og endda ret mange. Men der er en helt bestemt grund til, at det i år er anderledes. Jeg har besluttet mig for at være mere i nuet – ikke at det er et nytårsfortsæt, nej det er noget, jeg har forsøgt at praktisere igennem en længere periode.

Generelt går det for mig ud på at være så godt tilpas indeni som muligt. Hvorfor? Der er jo nok af ting, der burde tænkes over, ville mange nok sige. – Der er masser af ting, der burde kræve ens opmærksomhed. Tænk bare på flygtningene og alle de mange mange problemer der dagligt kværner ud gennem TV’et. Og ja, jeg kan ikke frasige mig, at jeg ind imellem tænker triste og bekymrede tanker – det er ret menneskeligt, og de fleste af os er jo trænet rigtig godt og grundigt i at være bekymrede. Mht til TV, så har jeg også besluttet at være temmelig selektiv, og det er faktisk ret nemt for mig at undlade at tænde det.

På LinkedIn så jeg en skitse – den har jeg set før, men den illustrerer ret godt hvad løsningen er på ethvert problem, og jeg fik lige lyst til at vise den til dig:

problemknuser2

 

 

 

(Jeg ved godt det nok ikke er SÅ nemt altid, men alligevel, kan det give mening)

 

 

 

Vores tanker skaber jo vores følelser, og følelserne skaber den kemi, der florerer inden i vores krop. Så det giver jo ret god mening at flytte opmærksomheden derhen, hvor det føles godt. Med andre ord kan man sige, at det kan være fornuftigt at undlade at reagere på de ydre omstændigheder, og derimod have et større fokus på at reagere indefra og ud. Jeg synes selv, det er lidt svært, men jeg må indrømme, at det bliver lettere og lettere. Og øvelse gør mester, er der nogle vise kvinder, der har sagt.

Så jeg har valgt at hoppe direkte hen over den forhindring, der stod for mig tidligere i år 2015. Ikke at det var helt så let som her beskrevet, men jeg oplevede, at det var langt lettere, når jeg lige stoppede den bekymrede hjerne. Det var derfor jeg skulle fyre den der hjertetæmmer, som jeg beskrev det i en tidligere artikkel. Så jeg besluttede mig for at tage et bestemt og direkte hop ind i nye oplevelser, nye bekendtskaber, nye muligheder, og et helt nyt år.

Jeg har bestemt, at 2016 er det år, hvor jeg følger min indre vejledning og mit hjerte. Måske du også vælger at gøre det, eller måske har du i virkeligheden gjort det hele dit liv. Under alle omstændigheder så ønsker jeg jer alle et skønt, fantastisk, kærlighedsfyldt år 2016 med masser af smil!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *