Prøv at gå tæt på – helt tæt på…..

Prøv at gå tæt på – helt tæt på…..

Prøv at gå tæt på – helt tæt på, og se de fine detaljer, der er i en blomst. Den er en unik kreation, fuld af liv. Der findes ikke to blomsterhoveder, der er ens – de kan se ens ud, men de er i virkeligheden dybt forskellige, når man kommer helt tæt på.

hvid

Jeg kan på det stærkeste anbefale, at du næste gang, når du ser en blomst, lige kigger lidt ekstra efter – den er helt speciel. Kig helt tæt på også gerne helt ind imellem kronbladene. Når man kommer rigtig tæt på, så kan man se de fineste små vipper, de flotteste svungne former, og det helt unikke der skal til for at lokke et insekt ind. Måske dufter den, måske ikke – det gør ikke så meget for hver eneste blomst er et unikum, og den er smuk med eller uden duft. Farverne er ligeledes unikke – og på en blomst kan alle farver virke sammen. Der findes, efter min mening, ikke en eneste dårlig farvekombination i blomster.

cropped-blomst.jpg

 

Jeg har masser af blomster i min græsplæne – på et tidspunkt havde vi gæster, og en af dem sagde følgende: ”Jeg har noget godt gift, der kan tage alt det ukrudt I har i jeres græsplæne” Jeg kiggede undrende på ham og sagde pænt nej tak – vi sprøjter ikke i vores have, og det er da vel ikke de smukke blomster, du kalder ukrudt, spurgte jeg. Og jo det var så dem, han mente. Var han nu gået helt tæt på, ja så tror jeg, han ville kunne se, at det faktisk var/er nogle ret fine blomster – en lille gul kugle inderst med de fineste små hvide blade sat tæt udenom.

Tænk hvis det også er sådan med mennesker – tænk hvis dem vi møder faktisk også er smukke, hvis vi kommer helt tæt på og lærer dem at kende. Skønhed kommer indefra er et ordsprog. Jeg tror faktisk, det er rigtigt. Hvis et menneske udstråler glæde og smiler, så synes jeg, det er smukt. Derimod synes jeg, at hvis en person har et flot ansigt, så falmer det hvis vedkommende altid ser sur ud. Så måske kan der være noget om snakken.

rød

Når man lærer hinanden lidt bedre at kende – når man kommer lidt tættere på – er det tit lettere at få smil frem. Måske kan vi som mennesker godt øve os i at komme lidt tættere på alting, og kigge mere efter det, der er specielt godt? Jeg tror, man kan finde så meget mere godt og unikt, især når man kigger efter det. Send lidt flere smil her i sommervarmen og stop eventuelt op og kig lidt nærmere på de smukke unikke blomster, der er.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *