Jeg lavede tidligere en artikel der hedder ”Du ER nok og helt perfekt præcis som du er” og det er også min ærlige mening – når jeg er bevidst om det. MEN med den i mente så befandt jeg mig i et timeloop forleden, da jeg efter min sidste eksamen gik i en skov og reflekterede over det, jeg lige havde været igennem. Jeg havde igennem længere tid været både stresset og rolig på samme tid. Latent stressede jeg op – fordi nu var det jo lige før, jeg skulle til at blive bedømt af andre mennesker, om jeg nu virkelig var god nok, som jeg var, eller de lige ville finde mig for let i vejningen, for derefter at give mig et mærkat i panden, der alene var en vurdering baseret på deres mening om mig, og det samtidig i et øjebliksbillede.
Jeg er udemærket klar over, at stress absolut ikke er sundt, og at det i virkeligheden er et tegn på, at jeg var bange for ikke at være god nok – derfor gjorde jeg som jeg altid gør – kiggede mig selv dybt i øjnene og sagde:
”Dette er, som det er, alene på baggrund af, hvad du tænker om det Anne. Der er ingen, der dør, hvad enten det går den ene eller anden vej – verden er ligeglad med, om det går den ene eller den anden vej – den eksamen betyder intet for verden som sådan i virkeligheden”
Dette fik mig igen ned på jorden. Denne vekslen mellem at være oppe at køre og så beslutningen om, at jeg da bare skulle være helt rolig stod på i flere uger. Og nej det er da bestemt ikke sundt. Men reelt ville det da have været værre, hvis jeg ikke havde kunnet berolige mig selv og se det hele i fugleperspektivet.
Men her gik jeg i skoven, og blev pludselig meget bevidst om, at jeg i en periode havde lavet så mange krøller på mig selv og hoppet igennem så mange hulahop-ringe som i et cirkus, hvor dressøren med stor snilde, fik mig til at gøre alle de der ting, der var de rigtige; i hvert fald i forhold til hvad nogen har besluttet, der var de rigtige ting. Man skal sige tingene på den helt bestemte måde, og de skal fremlægges på den der strukturerede måde – altså lige efter bogen (Jo der er lavet masser af bøger, om hvordan man skal gøre det, så det bliver helt rigtigt). Desuden skal man være ret god til ikke at tage for meget med ind til eksamen – det er simpelthen noget rod, hvis man breder sig for meget ud over emnet – det kommer nemlig til at virke totalt overfladisk. Oveni er det da også helt for galt, hvis man har for lidt med, for så tyder det på, at man ikke ved mere, end det man har med. Her gik jeg så i skoven, og blev pludselig SÅ bevidst om, at jeg havde gjort virkelig meget for at regne ud, og læse mig til, hvad det helt præcist var, underviser og sensor gerne ville høre, at jeg sagde. Jeg havde arbejdet så meget med at være struktureret, hvilket absolut er en metode, der kan være direkte ødelæggende for min optimale arbejdsproces, men det var jo det, jeg skulle være. Jeg måtte ikke komme og fortælle, at jeg havde arbejdet intuitivt og kreativt for DET trak virkelig ned! Nej jeg skulle naturligvis være struktureret og direkte påvise, at mit arbejde udsprang fra alt det, jeg var blevet fortalt. Jeg tænker, det er sådan, fordi der i skolen er krav om konformativitet og dermed må man leve med, at det er normaliteten, at alle skal være enige om, at vi alle er enige om, hvordan tingene er og skal være.
– jeg var slet ikke mig i den proces. Og hvorfor ikke? Reelt fordi jeg var i gang med at skaffe mig det der trofæ. Trofæet der kun kunne skaffes, hvis jeg gennemgik og bestod de nøje planlagte ritualer og strukturerede processer.
Hvorfor gør man det så? I skoven kom den frygtelige sandhed snigende ind på mig: Jeg tror desværre, at det var fordi, jeg var bange for, at det som jeg reelt er, ikke var godt nok. Jeg kunne ikke se, hvad mine kvalifikationer kunne bruges til – trods min store erfaring i forskellige jobs hvor jeg har samarbejdet med kolleger nationalt og internationalt. Da jeg for nogle år siden knækkede helt ned som en gren, der havde båret alt for mange tunge frugter i alt for lang tid, fandt ud af, at jeg bare ikke var mit optimale mig, i jobbet som koordinator – et job der kræver meget struktur og virkelig mange bolde i luften – som er det modsat rettede mig og min kreativitet og idegenerende tilgang til livet. Jeg tænkte, at jeg var nødt til at finde ud af, hvad jeg så kunne gøre, så jeg reelt blev god nok – til et eller andet. Jeg gik til en coach, som så fik mig overbevidst om, at det da var mega smart at tage en helt anden uddannelse. Og vupti – efter lange og mange overvejelser gik jeg i gang. Jeg er ikke ked af at studere – tværtimod, så elsker jeg at suge viden til mig, og jeg har lært meget mere om den interaktion, der er mennesker imellem – hvilket jo er min store interesse. MEN jeg er også nødt til at indrømme overfor mig selv, at jeg faktisk igen er i gang med at hoppe efter hvad andre mener, jeg skal være og gøre. Jeg siger ikke, det er forkert, jeg siger bare, at det er godt at være bevidst om, hvad man tænker, om det der sker, for det er det, der skaber betydningen af det.
Stress har aldrig være sundt for nogen, og da slet ikke hvis man stresser over at være angst for ikke at være god nok. Hunden er jo ikke dårligere kvalificeret end katten, bare fordi den ikke kan kravle i træerne. Hunden og katten har forskellige evner, ligesom elefanten og egernet er forskellige. Kan vi tænke og føle, at den vi er, og de kvalifikationer vi har, er gode nok som de er, er der ingen grund til at forsøge at ændre på det.
Vores samfund er opbygget af mange mange forskellige mennesker og der sker dagligt masser af udvekslinger, og interaktionen er intens i de mange timer, der bla. lægges på jobbet. Vi er alle sammen på vej i livet, og de fleste af os ved reelt ikke hvor vi lander. Det at jeg pt studerer giver mig flere kvalifikationer, hvilket jeg er glad for, men jeg er virkelig taknemmelig for, at jeg vågnede op på turen i skoven. For tænk hvis jeg ikke havde husket, at jeg faktisk er god nok, som jeg er!
Det at nå et mål og vinde trofæet kan være en kæmpe optur – det er det også for mig, konkurrencemenneske som jeg er. Og det er en vigtig del af vores samfund. Med denne artikel vil jeg bare gerne understrege, at det er godt at være bevidst om med hvilke øjne man ser sig selv igennem – andres vurderende blik eller ens eget forhåbentligt kærlige blik?
Jeg ønsker dig en dejlig dag, og vil hermed opfordre dig til at kigge op og stikke dig selv et kæmpe kærligt smil næste gang, du går forbi et spejl.