
Foråret er endelig over os, og for mange er foråret lig med eksamener. Det er her, man bliver målt og vejet, og man får tildelt en mere eller mindre reel karakter.
Er karakteren et bevis på hvor dygtig man er? Eller er det bare et bevis på, hvorvidt den lærer/underviser, man har haft, har formået at lære alle sine elever materialet? – det kan være svært at afgøre. En lærer skal være opmærksomme på, at han/hun ikke påvirker via egne følelser sin bedømmelse af elevens præstation både i klasseværelset men også (og måske især) til eksamenen.
Som menneske er det næsten umuligt ikke at have en forforståelse, med det mener jeg, at man har en masse oplevelser der underbygger ens opfattelse af et andet menneske – og som lærer kan en forforståelse måske bevirke, at der både kan være for lave eller for høje forventninger til en bestemt elev. En lærers forventninger til en elev har en direkte effekt på elevens præstation eller mangel på samme – dette kaldes Rosenthal-effekten. Men har eleven så ikke selv et ansvar – jo naturligvis har alle et ansvar for egen læring – dette gælder også på en arbejdeplads – hvis der er noget man ikke ved eller ikke helt kan finde ud af, så har man et medansvar for at få det tillært.
Men når en lærer kan have både for høje og for lave forventninger til en elev, så er det ikke uden betydning om relationen er positiv eller negativ. Jeg tror, det er umådelig svært at tage det menneskelige aspekt ud, når man sidder ved eksamensbordet – jeg tror reelt, det kan være meget svært at være 100% objektiv som lærer, når man skal give en karakter – man kan ikke bare sætte sine følelser ud at spil – men ja det er blot en mening herfra – andre kan have en direkte modsat mening.
Giver eksamenen så det helt reelle billede af hvad en elev kan? Nogen vil måske påstå ja. Jeg mener ikke, det er en fair metode. Nogle mennesker brilleirer til den mundtlige eksamen – de er dygtige mundtligt, og de er ikke spor nervøse. Jeg har masser af eksempler på elever, der ikke har lavet synderlig meget i løbet af året og desuden har de heller ikke forberedt sig til en eksamen, men alligevel får de en acceptabel karakter, som de så grinende går hjem med. Det viser intet om hvad de kan, men det viser, at de har kunnet svare på det ene emne, som de var heldige at trække – resten af emnerne anede de intet om. Og så er der de elever, der knokler helt vildt, fordi de meget gerne vil præstere – måske har de gennem året været godt aktive, og til eksamen er de max forberedte – giver det en dårlig karakter er skuffelsen stor, fordi den ikke måler sig med det store arbejde der er blevet gjort.
En eksamen er for mange angstprovokerende – når angsten for at fejle kører rundt i hovedet, sker der desværre ind imellem det, at klappen går ned – man kan ligesom ikke tænke rigtigt, og det gør det hele endnu værre.
Til den mundtlige eksamen tages der desuden ikke hensyn til, om nogle elever er gode til at tale og fremlægge, mens andre elevers styrke mere er i det skriftlige – altså tages der ikke hensyn til hvor den enkelte elev bedst præsterer. Jeg har ikke løsningen på, hvordan man kan løse denne måde at evaluere på – men jeg har klart en mening om, at den ikke er optimal.
Indtil videre må vi desværre affinde os med, at der sidder nogle mennesker i systemet, der vejer og måler vores børn/eller os selv, ud fra hvad de personligt bedømmer præstationen til at være – måske ville andre have lavet en anden og bedre eller måske dårligere vurdering – det er kun noget, man kan tænke sig til. Men relationen lærer og elev imellem, den skal man ikke undervurdere!
Har du, eller kender du en, der har, eksamensangst, kan jeg måske hjælpe dig via min gratis selvhjælpsvideo – du kan se linket her, og bruge den så mange gange du vil – du må også gerne dele den med andre. Det eneste du skal gøre er at gentage hvad jeg siger og gør på videoen – der er rigtig mange, der allerede har haft stor glæde af metode. Du kan ikke gøre noget galt og fortvivl ikke, hvis ikke det virker første gang – nogle gange skal man gentage processen nogle gange – hjernen skal lige omdirigeres. Rigtig god fornøjelse og god eksamen til jer, der skal igennem det.
Jeg ønsker dig et forår fyldt med smil og gode tanker indeni om dig selv, om den du er, og der hvor du er lige nu 😀