Når vi sårer et menneske helt uden at ville det, kan det være svært at trække i land igen, og det er for de fleste naturligt at komme med en undskyldning efterfølgende, da det formodentligt slet ikke er tilsigtet at ville såre.
Men det er ikke altid let at komme med en undskyldning, især hvis man med en undskyldning bare kommer til at gøre det hele meget værre.
Det har jeg desværre oplevet nogle gange, og det er derfor, jeg gerne vil dele nedenstående oplevelse med dig, for måske kan jeg inspirere dig.
Forleden aften mødte en veninden, jeg ikke har set i cirka et halvt år. Hun var næsten ikke til at kende, for hun havde tabt sig hele 35 kg. I ren forbavselse og beundring udbrød jeg: ”Hold da fast, hvor er du blevet smuk, det må jeg nok sige – det klæder dig virkelig at have tabt dig”- veninden smilede stolt og sagde 1000 tak. Jeg så først for sent at lige bag hende stod (lad os kalde hende X) X, – som virkelig har kæmpet i årevis med at tabe sig – og jeg vidste, at X havde prøvet nærmest alt. Jeg sagde hej og mumlede et eller andet totalt uforståeligt, der mindede om en trækken i land, og jeg var på nippet til at sige undskyld og sige, at det ikke var min mening at såre hende, ved at tale beundrende om den anden – men samtidig tog jeg mig selv i, at jeg jo bare ville gøre det hele meget værre ved netop at sige undskyld – for med en undskyldning ville jeg jo netop pointere, at jeg lagde mærke til, at hun stadig ikke havde formået at tabe sig – det var faktisk SÅ ubehageligt at opleve tavsheden, og ikke vide hvad det næste ord burde være.
Lige meget hvad kunne jeg ikke trække noget tilbage, og det er jo også OK at give komplimentet til min veninde – det var bare mere end ærgerligt, at det pludselig fik en dobbeltbetydning, ved at jeg samtidig måske kom til at såre en anden ved at stå og mumle (jeg skriver måske, for jeg ved det reelt ikke).
Det kan være hjerteskærende at komme til at såre et andet menneske – især hvis det er en, man holder af. Men jeg tror faktisk, det er uundgåeligt – vi kommer alle til at såre et andet menneske ind imellem, for vi er bare mennesker, der alle sammen prøver, at gøre det så godt, som vi kan.
Da jeg kom hjem spekulerede jeg på, hvorfor den situation var opstået, og jeg ville gerne finde bare én ting, der var ”positivt” ved oplevelsen. Jeg kom frem til, at min tænkning om vigtigheden af at tilgive og se med milde øjne på de mennesker, jeg møder på min vej, som af den ene eller den anden årsag giver mig en negativ følelse indeni faktisk holder vand. Man kan kun komme videre og blive fri hvis man formår at give slip og tilgive.
Det kan være lettere sagt end gjort, tænker du måske, men reelt har vi det bare bedst indeni, hvis vi tilgiver og giver slip på de dårlige oplevelser- både dem vi selv og andre skaber.
I denne artikel berører jeg kun oplevelser, der indebærere at vi ind imellem kommer til at såre en anden uden at ville det – Naturligvis skal man væk fra et forhold, hvor modparten bevidst søger at gøre skade, men det er en helt anden historie.
1000 tak fordi du læste med.