Dette er lidt af en hvepserede at stikke hånden i – for vi vil (næsten) alle det bedste for hinanden – men det er bare ikke alle, der vil eller kan indse, hvad vi synes, der er bedst for dem. Og er det nu også helt sikkert, at vi ved, hvad der er bedst for vores kollega, vores ven eller vores børn? Muligvis kan vi tendere vores syn på, hvad der er bedst for vores næste, på baggrund af hvad vi tænker, der ville være det bedste for os selv, hvis vi stod i selvsamme situation. Men det gør vi jo reelt sjældent – ja jeg vover at påstå, at vi aldrig står i præcis samme situiation som en anden – det er umuligt, for vi har forskellige normative fortællinger og oplevelser med i bagagen.
Ind imellem skal der ske forandringer- det er uundgåeligt og stagnation er ikke godt. Vi er alle forskellige steder på forandringsskalaen – nogle har let ved at skifte retning og måske gøre noget bedre, mens andre helst bliver ved det kendte, også selvom de inderst inde godt ved, det ikke er godt for dem. Der findes nogle mennesker, der har let ved at se andre og bedre muligheder, og de tøver sjældent med at sætte i gang, disse mennesker kan muligvis også være rigtig gode til at se muligheder for andre. Nogle er totalt blinde for egne muligheder, mens de har ret let at se nye og bedre muligheder for andre.
Hvordan kan man vide hvad der er bedst for en kollega eller en kær ven? Jeg vil påstå, at hver gang vi tænker, at det og det er altså bedst for denne person, ja så vil vores vurdering stamme fra vores eget synspunkt – dette synspunkt er sjældet det sammen som den pårørende.
Jeg havde engang en kollega, der fik at vide, at det ville være bedst for hende at gå på førtidspension, så derfor var det blevet besluttet, at hun ikke skulle være i virksomheden mere. Hun var dybt ulykkelig – hendes mand var død nogle år forinden, og hun havde virkelig brug for det sociale, der var i jobbet og følelsen af at gøre nytte for nogen og noget. Hun var slet ikke klar til at ”gå” hjemme. Beslutningen var dog taget for hende, og den var uomtvistelig. Personligt oplevede jeg for nogle år tilbage at være uden job, og der var nærmest ingen grænser for alle de ”gode” råd, der kom alle mulige steder fra, for hvad jeg burde have gjort og fremadrettet burde kunne gøre. Det er bare ikke helt så let, når man står i det selv.
Jeg kender en vidunderlig ældre mand, der har brug for hjælp i dagligdagen til diverse og muligvis kunne det være en fordel for ham at komme på et plejecenter, for at få den hjælp han mangler – sådan er det set fra min og så mange andres side, men set fra mandens side, er det ikke sådan – i hvert fald ikke lige nu. Det er den indre erkendelse, der mangler, for at han mener, han har brug for den ekstra hjælp – denne erkendelse skal komme fra ham selv, det er ikke noget jeg som den bedrevidende kan påføre ham – og dette skal og bør respekteres.
Skal vi så stoppe med at vide, hvad der er bedst for andre? Når vi problemløser for andre kan en af grundene jo være, at vi kærer for dem. Og nej det er bestemt ikke dårligt eller dumt, det er kærlighed og venskab på højt plan – vi skal da være her for hinanden. Men ind imellem er det også godt, at dem vi gerne vil hjælpe selv kommer frem til en erkendelse af, at de har brug for en hånd, at de har brug for en forandring, og her er det fantastisk, at man har en, der vil lytte og hjælpe på den måde, der nu er brug for.
Selvom det er åbenlyst for både dig og mig, hvad en anden burde gøre qua vores erfaringer, kan det bestemt være givet godt ud, at lade den man elsker selv erfare og komme frem til det åbenlyse – det er selvfølgelig ikke altid let, men måske alligevel ind imellem vejen frem.
Mange tak fordi du læste med 😀