Jeg blev så rørt indeni.
Maleriet viste med så stor tydelighed sten og klippeblokke, der svæver foran et lys, som stråler med en enorm kraft. – mit lys.
Maleriet blev et kæmpe symbol, på den vej, som jeg var på og stadig er på.
Som du måske allerede ved fra mine tidligere opslag, har jeg selv gået vejen. Jeg har ryddet så meget ud i gamle overbevisninger, traumer, skam, skyld, sorg – ja, alle mulige negative følelser.
Ikke at jeg bevidst har søgt efter de negative oplevelser og følelser. Men fordi jeg på et tidspunkt ikke kunne andet end at begynde at rydde op i dem én efter én.
Min krop ville ikke længere bære på dem. Den blev syg af at holde dem inde.
Der er nok mange måder at håndtere stress på. Min måde blev at undersøge, hvorfor det overhovedet opstod. Og derfra startede en rejse – min rejse hjem til mig selv.
Hvornår er vi færdige? Det tror jeg aldrig, vi bliver. Naturen og livet bliver ved med at udvikle sig, og det gør vi også.
Men jeg er nået langt og har det rigtig godt i dag ❤
Stenene foran lyset
Indimellem arbejder jeg stadig kreativt – det ligger i min natur. Og maleriet, som du ser her, kom nærmest ud af ”ingenting . Jeg malede bare.
Da jeg var færdig med maleriet, græd jeg. For pludselig kunne jeg se, hvad jeg havde lavet.
Jeg havde helt ubevidst vist mig selv de store sten og klippeblokke, der havde stået i vejen for, at jeg kunne stråle. Og nogle stod måske stadig i vejen.
De stod endda i vejen for, at jeg kunne se mit eget lys.
Jeg græd, fordi stenene viste symbolsk alt det, jeg var kommet til at bære med mig.
- Gamle oplevelser.
- Frygt.
- Skam.
- Vrede.
- Sorg.
- Overbevisninger om mig selv.
Ting, jeg havde lært at leve med så længe, at jeg næsten troede, de var en del af mig.
Og bagved…….
lyset.
Lyset indeni er ikke noget, vi skal skabe.
Det er ikke noget, vi skal fortjene.
Det er ikke noget, vi skal blive gode nok til.
Det er allerede dér.
Og dét passede så fint med det, jeg havde opdaget om mig selv:
Jeg skulle ikke blive en anden
Jeg skulle langsomt have lov til at komme hjem til den, der allerede er der – og lære at elske den, jeg er.
Det er faktisk det, jeg arbejder med
Lige her i dag gik det op for mig, at netop dette maleri viser det, som jeg arbejder med.
Det er egentlig sådan, jeg ser mit arbejde med EFT og den somatiske samtale.
Der er ikke noget forkert ved de negative følelser. De fortæller os noget. Måske står de bare i vejen for, at vi kan mærke os selv og vores eget lys.
Vi kan ikke stoppe med at have negative følelser – livet sker
Vi skal ikke forsøge at være perfekte og blive et nyt menneske
Måske handler det i højere grad om at forstå, hvad der foregår i os – og møde det med den omsorg og kærlighed, som vi måske ikke altid har mødt os selv med.
Jeg har selv haft nogle enorme aha-oplevelser i at forstå, at følelser ikke skal pakkes ned og gemmes væk, fordi de er ubehagelige. De skal mærkes. Forstås.
Og måske er der noget, vi kan lære af dem.
Og måske skal de bare have lov til at bevæge sig igennem kroppen og blive sluppet.
Det er noget af det, jeg synes, er så ekstremt interessant. Og det er også derfor, jeg gerne vil dele mine erfaringer med verden.
Én sten ad gangen
Oplever du som jeg, at nogen eller noget indimellem ”trykker på noget som giver negative følelser, så vil jeg elske sammen med dig at undersøge, hvilke sten, der måske står foran dit lys.
Måske er det kun små sten. Måske er det større klipper.
Måske bærer du noget, der har rødder langt tilbage i dit liv.
Jeg har selv oplevet, at når jeg fik fat i den første sten – den, der lå til grund for en række tilsyneladende tilfældige men alligevel ret ens hændelser, – så begyndte noget at løsne sig.
Lidt som når man fjerner knuden på en snor, der holder på en masse perler. Når knuden løsnes, falder perlerne.
Det synes jeg er enormt interessant
Det kan være simpelt. Men det er ikke let. For det kan være lidt af en skattejagt at finde tilbage til roden – tilbage til den første sten, der satte noget i gang.
Personligt har der været mange sten i min verden, som jeg har måttet arbejde med.
Og når man først har lært at lytte til kroppen og forstå dens signaler, kan man måske også begynde at hjælpe sig selv, når kroppen fortæller, “Nu får jeg det dårligt. Der er noget her, der har brug for min opmærksomhed, der er noget, der gerne vil ud”
Hvilke sten står foran dit lys?
Det kan være meget svært selv at vide.
Derfor kan vores omgivelser nogle gange vise os dem. Vores kolleger, partnere, børn mm kan blive vores spejle, når de trykker på vores ”knapper”. Andre kan sige eller gøre noget, som får os til at reagere meget kraftigt.
Og her kan der være noget at undersøge.
Jeg har igen og igen opdaget, at når jeg har arbejdet med en ”sten” i mig selv, så var der pludselig ikke længere nogen, der trykkede på de følelser mere.
Måske havde andre ændret deres måde at være på. Måske havde jeg ændret min måde at opleve det på. Jeg ved bare, at noget havde ændret sig.
Og det er da interessant.
Lyder det for godt til at være sandt? Det kan jeg godt forstå, hvis du tænker. Men jeg kan kun fortælle dig om det, jeg selv har oplevet.
Én sten ad gangen
Vejen frem kan forekomme uendelig og måske er den også det. For som jeg skrev til at begynde med:
Vi udvikler os ligesom naturen. Vi er på vej. Men måske behøver vi ikke skynde os.
Måske skal vi bare tage én sten ad gangen. Og måske opdager vi undervejs, at lyset ikke var noget, vi skulle finde. Det var der hele tiden. Vi skulle bare se det.
Hvis du har fået lyst til at vide mere om mit arbejde, så kig ind på annesblog.dk
Du er også meget velkommen til at ringe til mig på 42 67 91 07, hvis du har lyst til at høre, om jeg måske kan hjælpe dig videre.
Tak fordi du læste med 😊