
Gennem tiderne er der blevet forsket en del i, hvilken effekt vores tanker har for vores helbred – både fysisk og psykisk.
Den amerikanske psykolog Martin Seligman har bl.a. skrevet bogen ”Lykkens psykologi” Han er tilknyttet University of Pennsylvania, og han har stor interesse i dette emne. I USA har man verdens største datasamling over menneskers livsstilstilfredshed. Her er der en del dokumenterbare resultater af et negativt tankesæt.
Også i Danmark forskes der i dette. Professor dr. Med. Cand. Psyk. Bobby Zachariae fra Århus Universitet belyser også dette emne i bogen: ”Stresskompetence”.
Det er dokumenteret at:
- Negative mennesker lever kortere og får et dårligere liv
- Negative mennesker rammes oftere af sygdomme
- Pessimisters risiko for at dø tidligere er 42% højere end optimisters risiko (7000 mennesker er blevet fulgt i en periode på 40 år) Duke University
- Negative ledere skaber vantrivelse hos medarbejderne
- Negative mennesker klarer sig dårligere til eksamener
- Negative mennesker har svære ved at opretholde et godt netværk
- Negative mennesker har lavt selvværd og lider af fejlangst
- Negative mennesker er jaloux og kan ikke glæde sig over andres succes, de roser aldrig
- Negative mennesker er smittebærer, de er luksusbrokkere, der bare altid skal brokke sig, ellers føler de, at de er ved at briste – det må bare ud! Men det smitter altså!
- Negative mennesker får stress, der senere kan give depressioner og direkte fysiske skader
- Negative menneskers adfærd er selvforstærkende, de skaber negative spiraler
- Det anslås at 40 % af alle ansatte i Danmark har psykiske problemer pga. negative tanker
Der er ingen, der kan og skal bestemme, hvordan andre skal tænke og leve, men jeg synes, det er vigtigt at få belyst, hvad det betyder at bruge det ene eller det andet tankesæt.
Men OBS: Vi er ikke alle frie til at vælge, hvad der sker i vores liv. Men vi er altid frie til at vælge, hvad vi tænker, om det vi oplever.
Tanker er som et ta-selv bord. Vi kan med omhu vælge dem, der er bedst med lidt øvelse. Det kan tage lidt tid at ændre vaner, men er man vedholdende, giver det pote.
En sand solstrålehistorie (kun navet er opdigtet)
Anton var på daværende tidspunkt uden arbejde og bekymret, han var negativ og urolig, og han havde konstant angst for fremtiden på grund af hans situation og især på grund af en årelang programmering i en negativ retning af sin hjerne. Programmeringen var opstået via velmenende forældre, lærere og andre, der havde villet forberede den lille Anton på, at livet er svært, men pludselig står han alligevel med tre jobmuligheder:
- Job som løntilskud
- job på virksomhed i natarbejde, noget kørsel og med en OK nok løn
- montørjob med gode arbejdstider, i rimelig køreafstand og til en virkelig god løn
Hans uro var ubegrundet, tingene ordnede sig alligevel for ham, alle de negative tanker og følelser gjorde bestemt ingen gavn for ham. Tænk hvor en spild af energi, tænk hvis han havde turdet at tro på, at alt er OK og godt, hans hverdag ville nok have været lidt mere sjov, hvis han havde turdet tro på det, der reelt skete.
Mange mennesker befinder sig tankemæssigt i fortiden eller fremtiden en stor del af tiden. Enten spekulerer man over en hændelse, der skete i går, i sidste uge, for et halvt år siden eller… og om hvordan tingene kunne eller burde have været anderledes.
Eller også spekulerer man over fremtiden, man er måske bange for, hvordan tingene skal gå, der er endda nogen, der er angste for, at de en dag skal dø. Hvorfor tænke frem i tiden på denne måde?
Nogle mennesker venter med at leve lige nu, måske fordi de har for travlt, og de tænker i stedet: Når nu jeg engang er færdig med min uddannelse SÅ vil jeg….. Når nu børnene engang bliver store SÅ vil jeg….. Når vi går på pension så…. Og så videre…..
Egentlig er det hele blot en historie, der kan kværne rundt i hovedet enten omhandlende fortiden eller fremtiden. Men hvad er fremtiden? Reelt har vi kun lige nu. Fortiden er væk, og står ikke til at ændre, men vi kan selv vælge, hvad vi tænker og føler om den.
Når jeg engang imellem bliver ked af det, fordi jeg er bekymret – og det sker for alle ind imellem, så har jeg fundet ud af, at det for mig hjælper at tænke: ”Alting ordner sig altid for mig” Måske kan du også bruge den vending? Eller måske har du noget andet, der løfter dig. Måske finder du frem til en vending, der er endnu mere energigivende for netop dig.
Jeg ønsker dig en sjov og særlig god dag – tak fordi du læser med!