Et spind af sammenfald

Et spind af sammenfald

Vi lever i kæder og tråde af sammenfald og begivenheder, som vi hver dag interagerer i. Som et spind er vi i et netværk af fællesskaber, der ufravigeligt er forbundet.

Hvorfor har jeg sat et billede på at en kæmpe edderkop og dens spind? Det er blot tænkt som en illustration på, at vi er i et spind af tanker, følelser og vaner, der holder os i den virkelighed, som vi opfatter. Vil vi have en anden opfattelse af denne virkelighed, bliver vi nødt til at ændre vores tanker, og dermed vores følelser, for til sidst at skabe helt nye vaner.

Vores hjerne, krop og omverdenen hænger sammen. Dermed kan man påstå, at vi hænger sammen indbyrdes, og derfor kan vi heller ikke adskille os fra hinanden. Denne indbyrdes forbundethed betyder, at vi også er påvirket af hinanden. Det er der ikke noget nyt i, tænker du måske, men prøv lige at trække lidt i trådene for, hvad du sender ud af tanker mod en anden – eksempelvis en kollega, en chef eller en tilfældig forbipasserende på gaden. Hvis vi hænger sammen, så er det ikke helt uvæsentligt, hvad vi tænker om os selv i forhold til den anden, men det er heller ikke uden betydning, hvad vi selv tænker om den selv samme ”anden” vi går forbi. Tænker du dårligt eller godt om dig selv eller om andre? Det har en effekt.

Tænker du, at du er en vinder ligemeget hvad? Ja så er der en tilbøjelighed til at andre opfatter/læser, at du er en vinder. Tænker du derimod, at du generelt er dårlig og måske endda ikke rigtig noget værd, ja så er det det, du sender ud mod andre, og de kan ”læse” at du er dårlig og ikke rigtig noget værd. Måske er de ikke bevidste om det, men de opfatter det helt klart ubevidst.

”Det du sender ud kommer tilbage til dig”. Der er også nogen, der bruger vendingen: ”Du får det tilbage, som du giver til andre”, og ”Du skal være mod andre, som du selv gerne vil behandles”. Jeg er ikke vild med ordsprog, da de ind imellem kan blive floskler, som i sig selv er intetsigende eller ligegyldige i en moderne verden, men vi kender dem jo alle.

Jeg vil i denne artikel dele med dig, hvad jeg selv har erfaret på dette område, og hvordan det virker for mig, måske kan jeg inspirere dig. Overordnet set har jeg gentagne gange erfaret, at den energi, de tanker/følelser, jeg sender afsted mod andre, spejles tilbage til mig. Det være sig godt eller dårligt.

Det er, som om andre mennesker kan mærke, når man er nervøs, eller når man hviler i sig selv. Kender du det? Der er bare nogen mennesker, man ikke kan løbe om hjørner med, og det skal man selvfølgelig heller ikke, men du ved formodentlig, hvad jeg mener. Og så er der de mennesker, der er bange for ikke at gøre arbejdet godt nok, bange for at lave selv den mindste fejl, bange for ikke at kunne leve op til de forventninger chefen har. Skal man her undgå en yderligere eskalering i den dårlige retning, er det vigtigt, at forsøge at ændre sine tanker om sig selv eller den anden mod det bedre, hvis man kan. Ellers læs videre.

I den modsatte ende af personen, der er bange for at fejle, er vinderen, som jeg før nævnte. Det er den person, der hviler så godt i sig selv, at han/hun vender selv et tilsyneladende nederlag om til noget, der kan læres noget af. Denne personlighed kan ikke lave fejl men erfarer derimod, hvad der ikke skal gøres en anden gang – det er faktisk en rigtig interessant vinkel at have, tænker jeg. Og det er helt klart en tænkning, der er mere positiv.

  • Tænker du om dig selv, at du en der fejler og bare ikke er god nok?
  • Eller tænker du, er du en vinder, der er i gang med at erfare?

Jeg håber du tænker det sidste – for jo bedre vi kan tænke om os selv og den verden vi er i, jo bedre bliver det hele, for den gode energi smitter.

Men tænker du ind imellem alligevel det første, så fortvivl ikke, for du kan lige nu begynde at tænke, at du faktisk ER en vinder. Du er lige her lige nu, og du er dig. Alle mennesker gør det bedste de kan, med de forudsætninger de tænker, at de har. Hvis du havner i ”øv jeg er bare ikke god nok”-fælden, så se tilbage i dit liv og begynd at skrive ned, alle de gange, hvor du har følt du har gjort det godt. Og fortsæt med at skrive de gode oplevelser ned, gerne hver dag.

Tips:

Start dagen med at smile, et så stort smil som du kan, allerede inden du står op! Stræk dig og smil  😀  

Find  desuden mindst fem ting du er taknemmelig for – det betyder rigtig meget for dit velvære. Din energi bliver bedre, og det gør humøret også. Det er sådan jeg starter hver eneste dag, hvorfor? Simpelthen fordi det er skønt. Sæt dit vækkeur til, fem minutter før end du plejer – så har du jo tiden til det.

Tak fordi du læste med 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *