Så blev det december – den måned hvor vi hænger hjerter og stjerne op, og den måned hvor vi sender kærlige tanker og breve, til dem vi holder af, og dem vi elsker. Hvornår har du sidst lavet et kærligt notat til dig selv? Denne artikel handler om kærligheden, til den man er, og der hvor man er lige nu i livet.
Det virker ikke som om det er socialt accepteret at elske sig selv – derimod er det fint, hvis man som menneske hviler i sig selv. Men hvad er forskellen? Jeg synes, det er fantastisk at være sammen med mennesker, der hviler i sig selv. De er lette at tale med, der er ingen skjulte intentioner og de virker på en eller anden måde ærlige, typisk er de også lette at holde af. Det er den der type menneske, der har det fint med deres udseende, deres tøjstil, deres bolig og job – generelt har de det faktisk ret fint med alt (for det meste i hvert fald – for alle mennesker har op og nedture)
En gang tænkte jeg, at det var helt umuligt at elske mig selv – det var da virkelig ikke noget, man burde gøre, var jeg sikker på – for så ville jeg jo være selvglad, og ingen kan lide mennesker, der er selvglade. I Danmark er vi jo kendte for, at det er bedst at sætte sit lys under en skæppe, – for beskedenhed, det er en dyd.
Desværre ser vi i dag masser af børn og unge, der ikke føler, at de er noget særligt. De føler sig ikke kloge nok, smukke nok, populære nok mm, og elske sig selv det, kan de i hvert fald ikke.
Som oftest bliver de sociale medier bebrejdet for det manglende selvværd. Modebranchen viser smukke og perfekte modeller, der lever det lykkelige liv, og det kan være svært at efterligne. Især når vi ikke har adgang til et editeringsprogram, der lige kan fjerne den lille bums på hagen eller trække og skubbe lidt hist og her.
Jeg vil med denne artikel gerne argumentere for, at det nu er på tide, at vi indser, at det at elske sig selv faktisk er det mindste vi bør gøre. Mennesker der elsker sig selv har ikke brug for at efterligne andre, og de føler sig helt OK, med præcis som de er.
Man kan sammenligne det lidt med iltmasken på flyveren – man må ikke give den til børnene, før man selv har sikret sig, at man har en på – ellers kan man ikke være til gavn for andre. Det samme bør gælde for kærligheden. Er man fyldt op indeni af den gode kærlige følelse til sig selv, så har man så meget mere at give til andre.
Jeg oplevede i min netop afsluttede praktik som lærerstuderende en elev, der sagde til mig, han ikke duede til noget som helst. Han fortalte mig, at han var den dårligste af alle i klassen. Det fik vi en lille snak om, og reelt kunne han godt se, at det faktisk ikke var rigtigt, det han tænkte om sig selv. Vi talte om det, at være sin egen bedste ven og vigtigheden deraf. Og vi talte om det at have mere fokus på de ting, han er god til, og mindre fokus på det han ikke føler, han er ret god til. Det var forbløffende, ikke kun for mig, men også for drengens andre lærere i de efterfølgende lektioner, at se den unge drengs forandring efter blot en kort samtale, om det at være glad for den man er.
Selv forældrene reagerede på, at deres dreng var blevet mere glad for at komme i skole, og jeg kunne se at han nu arbejdede lige så godt som de andre elever i klassen. Det han fik lavet blev faktisk rigtig godt! Er det ikke fantastisk? Tænk at der ikke skal mere til. Jeg ved godt, at det nemt kan være han falder i den gamle rille ind imellem – det har jeg selv gjort masser af gange, men vejen op er faktisk at elske, den man er, det man kan, og elske der hvor man er lige nu.
Vi er alle på vej i livet. Det kan godt være, det sted man er på rejsen lige nu ikke er perfekt, men det kan jo være det er nødvendigt, at gå netop den vej og komme forbi det sted for at komme frem til destinationen.
Sidstnævnte kommer jeg mere ind på i min næste artikel J
1000 tak fordi du læste med, og husk nu at gi´ dig selv al den kærlighed du overhovedet kan – du er unik og helt speciel som dig – det fortjener da kun kærlighed!