Selvfølgelig ikke!
Vi skal alle indeholde både den feminine og den maskuline energi. Jeg tænker, at der er en tendens til, at vi laver ligestilling på mændenes banehalvdel. Det er ikke mændenes skyld – slet ikke!
Jeg har selv knoklet derudad og følt, at jeg skulle kunne præstere på samme måde som min mand. Vi er jo et team, så selvfølgelig skulle jeg det. Nu er det bare sådan, at min mand er langt stærkere end jeg og mere udholdende. Han kunne let løbe et maraton, hvis han besluttede sig for det, og han løfter uden problemer over 100 kg. Det niveau kommer jeg aldrig op på.
Men tro mig, jeg har da prøvet og ærgret mig over, at selv 5 km løb var rigeligt for mig.
I dag har jeg endelig fundet ud af, at jeg bare skal være, som jeg er – det er jo også det letteste, ikke?
Men lige præcis tanken om, at jeg skulle præstere på samme måde som min mand – eller i øvrigt bare præstere som en mand, indikerer vel en idé om, at jeg selv troede på, at det havde stor værdi at være udholdende, sej og stærk – mere værdifuldt end det, jeg selv kom med.
Jeg var ude at handle, og vupti kom den fineste lille pige ind. Hun ilede hen mod tingeltangel-afdelingen – den med plys og diademer. Efter hende kom hendes far. Han fandt en praktisk rygsæk, de kunne købe til hende, men hun fandt en fin taske med glimmer i stedet.
Faren forsøgte at argumentere for, hvorfor rygsækken var bedre til børnehaven, men nej – den lille pige ville end ikke se på rygsækken. Hun havde allerede besluttet, at den taske, der skulle med i børnehaven, var den lille fine med glimmer og plyspels.
Jeg ved, at der er en diskurs om, at børn bliver det, forældrene opdrager dem til. Men igen og igen ser jeg beviser på, at barnet selv udvikler sig piget, drenget eller noget midt imellem – og det er helt OK, er det ikke?
Rent pædagogisk er det sådan, at ved at behandle mennesker forskelligt behandler man dem i virkeligheden ens.
Hvordan kan det nu hænge sammen?
Vi er alle en del af nogen og noget. Vi har vores eget unikke aftryk, som vi bringer med ind i denne verden, og samtidig har vi forskellig opvækst og dermed forskellig kodning. Det bevirker, at vi opfatter verden forskelligt, idet vores forståelse af verden alene er en perception, der foregår i vores bevidsthed.
Det er derfor, det er svært at beslutte, at man med ligestilling SKAL behandle alle ens – altid. Det er ligefrem problematisk, hvis vi havde en verden, hvor alle skulle behandles fuldstændig ens.
Det er ikke alle, der ønsker en tæt relation med kollegerne, så man også ses privat. Nogle vil hellere holde en professionel afstand og være private derhjemme med familien, fordi det er sådan, de trives.
Andre kan slet ikke holde det ud, hvis de ikke har et meget tæt forhold til veninden på jobbet.
Nogle skal have faste retningslinjer. Andre skal have friheden til selv at udtænke løsningerne på opgaverne.
Nogle mennesker ønsker et 7-15-job, mens andre ønsker en arbejdstid, de selv fastlægger.
Har man med mennesker at gøre, er det ikke altid let at finde ud af, hvordan man skaber de bedste rammer for trivsel. Det er nemlig forskelligt, hvad der skal til, for at vi trives.
Trives medarbejderne på arbejdspladsen, kan det mærkes på miljøet og på bundlinjen. Man har mere energi, når man trives, og dette smitter af på alt og alle i virksomheden.
Hvordan kan man som leder møde medarbejderne på en måde, der fremmer trivsel? Det er noget, alle ledere ved er essentielt.
Men kan det så ikke blive en varm kartoffel, når mænd og kvinder behandles forskelligt, hvis der samtidig skal være ligestilling?
Der er jobs i Danmark, hvor mænd og kvinder arbejder side om side, men hvor der indimellem bliver nødt til at være forskel på, hvem der får nattevagterne. Det kan for eksempel være, når der er en enlig mor eller far, som arbejdsgiveren ved ikke har pasningsmuligheder.
Eller måske er der en gravid medarbejder, som ikke længere kan tåle de tunge opgaver på byggepladsen.
Det kan måske også være en udfordring for en kvindelig redder, når der er en mand på over 150 kg, der skal bæres ud af en brændende bygning.
Dette er alt sammen noget, jeg forestiller mig, fordi jeg selv er kvinde og tænker, at der da er forskel på, hvad jeg kan, og hvad en mand kan.
Men er det så ikke også OK?
Er det ikke OK, at der ER forskel på mennesker – og også forskel på mænd og kvinder?
Men bare for en god ordens skyld:
Jeg er en stærk tilhænger af ligeløn for lige arbejde, og her oplever jeg, at der stadig er plads til forbedringer.
Jeg tror ikke, dette kommer til at ske, før vi – som i Norge – offentliggør alle lønninger. Så er intet skjult.
Den bold må ligge hos fagforeningerne og politikerne.
Som afrunding vil jeg sige:
Se din egen unikhed, og se netop, at det er dér, din styrke og værdi ligger.
Tak fordi du læste med, jeg ønsker dig en rigtig god dag