
Hvilken historie har du om dig selv og andre? Jeg tænker, der må være en del – sådan er det for mig. Man kan ikke lade være med at have tankestrømme om både sig selv og alt muligt andet i verden. Da jeg var yngre syntes jeg, det var SÅ utroligt, at når jeg f.eks. var på udkig efter en bestemt bil, ja så så jeg dem over alt på vejene. Da jeg var gravid, forekom det mig, som om alle nærmest var gravide – de var jo alle vegne, dem med de store maver. Måske kender du det selv?
Jeg har en lille leg kørende med hvad jeg har fokus på, som jeg her vil dele med dig. I en periode havde jeg fokus på Tesla-bilen. Jeg synes, denne bil er er perfekt på alle måder – designet er sublimt. Selvfølgelig så jeg Teslaer overalt – og faktisk mange hver eneste dag. For at få min leg til at fungere, valgte jeg at ændre fokus. Bevidst skiftede jeg mit fokus til BMW – det var egentlig for at teste, om jeg kunne – og ja, den var god nok – pludselig kørte langt de fleste jeg så i BMW, og nej, jeg så faktisk desværre ikke en eneste Tesla. Nu er det jo ikke sandt, at ingen kørte i andre biler vel – men det var det, jeg oplevede, for det var der mit fokus var. Prøv det selv, hvis du endnu ikke har oplevet det – leg med det, det er faktisk lidt sjovt.
Det, der er interessant her, er, at ovenstående kan trækkes ud til så mange andre situationer i livet. F.eks er det man tænker om sig selv, og det man har fokus på, faktisk også kun er det, man selv kan se, og det man viser til andre. Omgivelserne reflekterer tilbage hvad man har af fokus.
Tænker man desuden dette og hint om andre mennesker, ja så sker det ofte, at det netop er det, der matcher den indre historie, som man kun kan få øje på – men verden er jo meget mere nuanceret – heldigvis! Det er jo ikke alle, der kører i hverken Tesla eller BMW – tværtimod.
Lidt sjov tænkning: Tænker man f.eks., at det må være hårdt og besværligt at have et lederjob, ja så må der, med ovenstående teori være en tendens til, at man oplever og ser ledere, der kæmper med deres job, ledere der har en meget lang og besværlig arbejdsdag. Omgivelserne vil bekræfte igen og igen, at det er meget hårdt og besværligt at have et lederjob, og dette kan afholde selv den bedste ledertype til ikke at tage springet. Igen er verden jo mere nuanceret – der findes masser af ledere, der elsker deres job, og som ikke ser det som besværligt og krævende, ellers ville de nok ikke blive ved med det vel. Men dem ser og oplever man ikke, hvis man har det modsatte fokus. Og sådan kan man blive ved – vi laver masser af historier hver eneste dag og de har, som jeg oplever det, en tendens til at blive bekræftet af vores omgivelser, alene fordi det er der, fokus er. Ironisk nok, er det vi så ser igen og igen med til, at vi fortsætter med historierne – er det ikke interessant?
Jeg tror, det vi tænker er med til at bestemme de valg vi tager eller ikke tager – vores tanker kan fremme vores velvære, men de kan også holde os så fanget i komfortzonen, at vi ikke tør tage de ellers åbenlyse spring og chancer, der ligger lige til højrebenet.
Prøv at lege lidt med ovenstående her i weekenden – Det kan være så svært at begribe, men med lidt øvelse er det faktisk sjovt at opleve, at det vi fokuserer på faktisk viser sig i vores omgivelser. Og i virkeligheden tror jeg, du faktisk allerede selv har oplevet det masser af gange 😀
Mange tak fordi du læste med – jeg ønsker dig en uovertruffen dejlig weekend!