Det hele hører med til at være menneske

Vrede.
Sorg.
Frygt.
Misundelse.
Fortrydelse.
Skyld.
Skuffelse.

Nok følelser, de fleste gerne ville være foruden. Men hvad nu, hvis der egentlig ikke er noget galt med dem? Alle følelser er vel en del af det at være menneske.

Vi bliver glade, når noget betyder noget for os.
Vi bliver vrede, når noget føles forkert.
Vi bliver bange, når noget opleves truende.
Vi sørger, når vi mister noget, vi holder af.

Det er ikke mærkeligt. Det er menneskeligt.

Det, jeg synes, kan være interessant, er, hvad vi gør med det, vi føler.

En følelse kan være med til at fortælle os noget om det, der sker lige nu. Andre gange kan den være forbundet med noget gammelt. Noget, vi oplevede som barn, og som vi ikke forstod dengang. Måske skete der noget, vi ikke kunne sige fra overfor osv. Selvom situationerne for længst er overstået, kan vi stadig bære dem med os.

Det er blandt andet noget af det, jeg arbejder med i mine sessioner, hvor jeg bruger EFT/TFT og somatisk samtale.

Jeg synes, det er interessant at undersøge, hvad der ligger bag. De teknikker, jeg bruger, vil jeg også gerne lære fra mig. For hvad sker der, når vi tør blive lidt længere sammen med det, der er svært?

Jeg har oplevet, at der tit dukker en forståelse op, når følelsen endelig får lov til at blive ”set”. Tit forstår vi os selv bedre, og ofte kan vi også forstå et andet menneske bedre. Og så bliver det muligt at give slip.

Jeg oplever i mine sessioner, at det er muligt at se en gammel situation med andre øjne. Det betyder ikke, at det, der skete, var i orden. Men forståelsen for det, der skete, kan ændre sig.

Jeg synes, det er interessant, at livet som menneske ikke enten er lyst eller mørkt. Det er begge dele.

Vi kan være lykkelige og bekymrede på samme dag. Vi kan elske et menneske og samtidig være vrede på det. Vi kan være taknemmelige for vores liv og have dage, hvor alting føles tungt. Vi kan være stærke og sårbare. Glade og triste. Modige og bange – samme dag.

Det ene ophæver ikke det andet.

Et godt liv handler ikke om at få det svære til aldrig at dukke op. I mine sessioner handler det om at kunne møde det, når det kommer – være nysgerrig på det, lære af det og lade det få den plads, det har brug for.

Jeg oplever igen og igen, at når det svære først slipper, behøver hjernen ikke længere bruge så meget tid på at finde årsager og løsninger. Følelserne er blevet set og bearbejdet.

Og så bliver der plads til at vende sig mod livet igen.

Hvor der også er glæde, leg og kreativitet. Der er kærlighed og mennesker, vi holder af. Der er natur, latter, musik, oplevelser og alle de små øjeblikke, der gør livet levende.

Det er alt sammen med til at gøre os til hele mennesker – i en stadig udvikling.

Tak, fordi du læste med. ❤

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top