Jeg har altid troet, at det var en styrke. At være den, der havde styr på tingene.
Den, der planlagde. Den, der tænkte ti skridt frem. Den, der kunne forudse problemerne, før de opstod.
Jeg tænkte vitterligt, at det var ansvarlighed.
Men forleden gik det op for mig, at der lå noget helt andet bag. Jeg har forsøgt at kontrollere livet. Ikke bare lidt. Men næsten alt. Mine relationer – alle skulle jo have det godt, ellers måtte jeg jo gøre noget. Mit arbejde, ja her har jeg altid følt at det var vigtigt at have styr på det hele – altid. Mine tanker. Mine følelser. Fremtiden – en følelse af at være klar på det, der nu eventuelt kunne ske. Hvordan andre så mig. Hvordan tingene skulle udvikle sig. Og da erkendelsen ramte mig, blev jeg både overrasket, lettet og trist. For pludselig kunne jeg se, hvor meget energi jeg har brugt på at holde fast.
Kontrol føles som tryghed
Når nu jeg skriver om emnet kontrol, er der måske nogen, der tænker, at det handler om at ville bestemme over andre. Men det er slet ikke sådan, jeg tænker om det. For mig handlede kontrol om frygt. En frygt for, hvad der sker, hvis jeg ikke havde styr på det hele. Hvis jeg slap taget. Hvis noget gik galt. Hvis jeg blev skuffet. Hvis nogen forlod mig. Hvis livet udviklede sig på en måde, jeg ikke havde regnet med. Kontrol blev for mig en måde at forsøge at skabe sikkerhed i en verden, der i virkeligheden aldrig kan kontrolleres.
Da jeg begyndte at kigge bag kontrollen
Jeg begyndte at spørge mig selv:
“Hvornår lærte jeg egentlig, at jeg skulle passe på alting?”
For mig førte det tilbage til min barndom. Ikke fordi nogen gjorde noget forkert. Men fordi vi alle formes af de oplevelser, vi har. Som børn forstår vi ikke verden med vores logik. Vi forstår den med vores følelser. Hvis vi oplever utryghed, uforudsigelighed eller føler, at vi selv må skabe ro omkring os, kan vi udvikle strategier for at passe på os selv.
For mig blev kontrollen en af de strategier. Den hjalp mig. Den beskyttede mig. Den gjorde, at jeg følte mig mere sikker. Så jeg kan faktisk ikke være vred på den. Kontrollen gjorde præcis det, den skulle.
Problemet opstår, når strategien følger os ind i voksenlivet
Det, der engang beskyttede mig blet til noget, der begrænsede mig – uden jeg var klar over det. Helt logisk ved vi jo godt at livet ikke kan kontrolleres. Kærlighed kan ikke kontrolleres. Andre mennesker kan ikke kontrolleres (og det skal de bestemt heller ikke). Fremtiden kan ikke kontrolleres. Og jo mere vi prøver, desto mere spændte bliver vi – det gjorde jeg i hvert fald. Jeg troede, jeg skabte tryghed. Men pludselig kunne jeg se at jeg ofte skabte det modsatte. Jeg blev træt af at forsøge at regne tingene ud, jeg kom tit til at overtænke og det gjorde at jeg ind imellem havde svært ved bare at være i nuet.
Livet vil faktisk gerne samarbejde med os
Som altid gik jeg i proces med mine værktøjer for at finde frem til roden til mit problem. For det er her skatten gemmer sig. For at få det løst var jeg nødt til at finde frem til den oprindelige årsag til, at jeg følte, at det var nødvendigt at kontrollere – det var blevet en slags beskyttelse for mig, en overlevelsesstrategi.
Men sikke en lettelse at få det sluppet. Jeg fandt frem til den måske største erkendelse, jeg har haft. At livet ikke er imod mig. At jeg ikke hele tiden behøver at være på vagt. At jeg godt må læne mig lidt tilbage. Ikke fordi jeg skal være passiv. Men fordi jeg ikke behøver at kæmpe med alting.
Da jeg slap behovet for at styre hvert eneste udfald, mærkede jeg, at der pludselig kom ro indeni. Jeg fik en følelse af, at der kom plads. Plads til intuition. Plads til kreativitet. Plads til mennesker. Plads til glæde. Plads til de muligheder, jeg aldrig selv kunne have planlagt.
Det fik mig til at tænke på begrebet flow, som den ungarsk-amerikanske psykolog Mihaly Csikszentmihalyi har forsket i gennem mange år. Han beskriver flow som en tilstand, hvor vi bliver så optaget af det, vi laver, at vi glemmer tid og sted. Vi er fuldt til stede, og handlingerne føles næsten ubesværede.
Det er ikke helt det samme, som jeg beskriver her. Men for mig hænger de to ting sammen. For først da jeg begyndte at slippe trangen til at kontrollere alting, oplevede jeg en indre ro, som gjorde det muligt at være mere nærværende. Mere åben. Mere levende. Som om livet begyndte at flyde lidt mere af sig selv.
Jeg tænker ikke at mit liv fremover er uden udfordringer, men jeg trænker og mærker, at jeg tør stole mere på, at jeg godt kan håndtere det, der kommer.
Måske handler det slet ikke om kontrol
Måske handler det om tillid. Tillid til livet. Tillid til mig selv. Tillid til, at jeg ikke behøver kende alle svarene på forhånd. For sandheden er, at kontrollen aldrig har givet mig fred. Den har kun givet mig en illusion af sikkerhed.
Måske kommer den indre ro og freden først den dag, vi tør slippe lidt af det, vi holder så hårdt fast i. Og måske er det netop dét, livet forsøger at lære mig. At jeg ikke skal kontrollere det. Jeg skal leve det og være mere i nuet.
Måske kan du spejle dig i min fortælling her og måske oplever du også, at kontrollen har taget overhånd og at det efterhånden har givet en del stress. Hvis ja, er du mere end velkommen til at kontakte mig for en session.
Jeg arbejder lige nu på en kort EFT-session til dig, der kan genkende behovet for hele tiden at skulle have styr på alting. Den kan naturligvis ikke ændre gamle mønstre på én gang, men mit håb er, at den kan give dig et øjebliks ro og hjælpe dit nervesystem med at give lidt slip. Den deler jeg her med jer og på min blog i næste uge.
En selvhjælpsvideo kan naturligvis ikke erstatte en egentlig session hos mig, den kan muligvis gøre så du får det lidt bedre. Husk at du allerede nu kan kontakte mig på https://annesblog.dk/kontakt/ hvis du genkender ovenstående og gerne vil slippe det 💚
Tak fordi du læste med 💚